2018 White Cuvée - Andi Weigand

Normalpris 185,00 kr

Inklusive moms. Levering beregnes ved betaling.

Der er en gruppe unge vinmagere nede i Tyskland og Alsace, som har gang i noget tæt på magisk vinmageri. De er en gruppe venner som hver især har deres egen vingård, som de mere eller mindre selv står for - nogle som nyeste skud på familiens gård, mens andre åbenbart bare har tænkt at det var den mest sikre vej til en fast og forudsigelig indkomst. De forskellige vingårde har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, men på grund af deres venskab er der alligevel et tæt samarbejde, i form af sparring og vidensdeling, som giver dem en helt unik fælles stil. De har hvert deres tydelige udtryk - naturligvis når nu det er vidt forskellige områder, druer og terroir de arbejder med - men smager du dem sammen er du næppe i tvivl om at de arbejder meget ens. Den kvalitet som deres vine hver især allerede har, på trods af hvor kort tid flere af dem faktisk har lavet vin, tror jeg helt bestemt skyldes det samarbejde. De har på en eller anden måde formået at springe en del af de 10 år, man siger det tager at finde sin egen stil, over.

Andi Weigand er en af vennerne, og han laver vin i Franken - Iphofen for at være helt præcis. Hans White Cuvée er præcis det jeg har lyst til, når jeg er i humør til en let drikkelig hvidvin, som alligevel har nok kant til at fjerne fokus fra den store bagedyst i ny og næ, når den slynger en note imod mig, der lige stikker ud fra normen. Det er en flot sløret gul vin, med duftnoter i den meget frugtige, eksotiske ende. Der er både clementiner - ja ja, det starter måske ikke mere eksotisk, end hvad du kan få året rundt i Netto - men så kommer der både fersken, papaya og litchifrugt efterfølgende. Når den åbner sig lidt kommer der også noget som jeg har konkluderet må være kimchi. Når jeg får kimchi igen, kan jeg måske få det endeligt be- eller afkræftet.

Gul pære og kvæde, er de mest fremtrædende smagsnoter i begyndelsen. Citron kommer ret hurtigt bragende ind af døren, og er også den der bliver hængende længst - ret længe endda. Og så igen er der sådan en lidt ubestemmelig, hen af sake agtig smag der lægger sig lige midt på tungen, i et flygtigt sekund. Vinen føles florlet i munden, og er generelt bare et virkelig behageligt kendskab - ligesom Andi og vennerne, i øvrigt.

Mere eller mindre enhver hvid tysk druesort.
Anbefalet drikketemperatur 6-8℃

2018 White Cuvée fra Andi Weigand i Franken, Tyskland
Uden tilsat svovl


apple pay american express dankort maestro master visa