Brutal!!! Kassen

Normalpris 1.350,00 kr

Inklusive moms. Levering beregnes ved betaling.

Es Brutal!!! Det er det udtryk som startede hele konceptet bag de myteomspundne brutal-vine. Og nej, det er ikke én vinbonde eller ét vinhus der står bag "dén der Brutal vin", men derimod en idé som alle der laver vin har lov til at blive en del af, så længe de lever op til nogle ret simple - men som vinmager, ret krævende - krav. Nemlig at vinen skal være produceret 'zero/zero', altså ingen tilsætning i marken, og ingen tilsætning i kælderen, kun gæret druemost. Der må kun laves hvad der svarer til 200 flasker af den. OG - vinen skal flaskes med en eller anden teknisk fejl i sig. Den sidste del lyder nok ikke særligt tiltalende for alle, men idéen er selvfølgelig, at det skal være en 'fejl' i koventionel forstand, som med tiden forsvinder, eller integreres med vinen, og på den måde giver vinen en ekstra dimension. Det lyder måske som et underligt regelsæt, men når man så hører at bagmændende for det hele er Joan Ramon Escoda, Laureano Serres, Remi Poujol og Antony Tortul, så er det måske bare endnu en dag på kontoret...

________________

 

Moscatel og Macabeo

Anbefalet drikketemperatur 6-8℃
2018 Brutal Ancestral fra Cueva i Utiel-Requena, Spanien

Uden tilsat svovl

________________

 

100% Sumoll Blanc

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2019 Brutal!!! fra Escoda-Sanahuja i Conca de Barberà, Spanien

Uden tilsat svovl

________________

 

Første Brutal!!! vin af Ungarsk herkomst.

Forskellige arter af Grüner Veltliner, med 7 dages maceration.

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2019 Brutal!!! fra Grand Vin de Barnag i Balaton, Ungarn

Uden tilsat svovl

________________

 

2018 Le Brutal!!! de Jean-Marc fra Les vins Pirouettes i Alsace, Frankrig

Hvis du er til de appelsinfarvede vine, så skylder du dig selv at smage det her. Det er med længder den bedste orangevin jeg har fået i i hvert fald et års tid! Det er ikke den type med kraftigt tanninpræg og bitre thé noter, men bare voldsomt drikbart og lifligt.

Duften der sniger sig op af glasset, er umiddelbart forunderligt tæt på en god kylling i karry! Der kommer både noter af vaudovan karry, mango chutney og tørret abrikos. Desuden er der også en kraftigt krydret sumak note, og urtebolscher til sidst. Der sker ret meget i næsen her, men jeg synes faktisk ikke det bliver for meget på noget tidspunkt.

Karamel og fersken isthé er de første smage der kommer frem. Og en let skarp blomstret ting, henad friskplukket morgenfruer, bidrager med en elegant krydring. Abrikosen går igen i smagen, og jo længere tid vinen står åben, jo mere frisk bliver abrikosen sjovt nok. Det er en virkelig blød, og saftspændt vin, som samtidig har noget at byde på, og bliver ved med at udvikle sig i glasset. Hvis jeg kan få fat i nok flasker, så er det den her der skal ledsage de fleste af mine sommeraftener.

 

Gewurztraminer, Riesling, Pinot Gris og Auxerrois med 15 dages Maceration og 11 måneder 'sur lies'.

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2018 Le Brutal!!! de Jean-Marc fra Les vins Pirouettes i Alsace, Frankrig

Uden tilsat svovl

________________


En dyb og indbydende purpur farve, sender allerede forhåbningerne i vejret når du hælder Tom Lubbe's bud på en Brutal vin i glasset. Ja okay, det skyldes nok også det helt objektive faktum, at han bare har lavet noget af det bedste vin fra Roussillon i en del år efterhånden, og meget sjældent skuffer på nogen af hans vine. Udover det er hans vine også ekstremt hypede. Og etiketten har en eller anden absurd mand fra 1930'erne, der arbejder på sit tidsrejse look. Fair nok - der er masser af ting der sætter forhåbningerne i vejret her! 

Heldigvis forløses forventningerne også, hvis du spørger mig. Duftesansen beskydes tungt af frugtige noter som brombær, kirsebær, granatæble og æbleskal fra saftige røde æbler - du ved, med en underliggende bitterhed snarere end sødme. Til at følge op på frugten kommer der vildt kød, en smule sød finsk lakrids der runder vinen godt af, og så lige en let staldet finish, for at minde dig om at vi altså stadig er i den mere rurale del af Frankrig.

Frugten er også tydelig i smagen, men igen med en indsmigrende bitterhed. Det er mere æblekvas end egentlig æble, og de noter af aroniabær jeg får er inklusive de små kerner der kan forekomme, og som også giver det ekstra lag til smagen. Og så er der alligevel en saftighed som fjerner fokus fra bitterstoffet i form af lyst, lækkert blommekød. Syren er vel hvad man vil kalde medium, og selvsagt med de beskrevne bitre noter sluttes der også af med et lille taninbid. Han kan et eller andet, ham Tom.

Syrah, Grenache Noir og Muscat

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2019 Brutal Rouge fra Matassa i Calce - Rousillon, Frankrig

Uden tilsat svovl

________________

 

Allerede på den lyse, let slørede røde farve, fremstilles der forventning om saftighed.

Noterne stikker i alle mulige retninger i næsen. Først kommer der tydelige røde teglsten, som får selskab af bagt rabarber, og let gærede kirsebær. I anden omgang træder umodne solbær i forgrunden, og en stor nyoptrukket og saftspændt gulerod. Sidst i indsnusningen kommer der en lys miso agtig note og en mildt alkoholisk prikken i næseboret. Der sker altså en del her, og jeg er sikker på at tid i glasset, vil blive belønnet rigt, hvis du er den tålmodige type.

Med det samme præges smagen af næsten modne hyldebær, efterfulgt af intense blåbær. Sensommer hindbær og en snert af kogt rødbede, giver en dybde og afrunding der klær vinen enormt. Det er virkeligt saftigt på en frisk måde, hvilket er lidt pudsigt i forhold til de fortrinsvist mørke smagsnuancer, og en lang og varmt krydret eftersmag. Syreniveauet holder sig på et behageligt mellemhøjt leje, hvor det er tydeligt tilstede, men på ingen måde dominerende. Det samme kan siges om tanninerne, som kun lige sætter mundvandet på arbejde, og så beder om en lille tår til.

Det er endnu et eksempel på en imponerende vin fra Christian Tschida, som laver vin på et niveau, hvor få andre kan være med. Jeg letter på hatten, og tager et glas mere.

100% Pinot Noir

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2019 Brutal fra Christian Tschida i Neusiedlersee - Burgenland, Østrig

Uden tilsat svovl


apple pay american express dankort maestro master visa