Orange Europa

995,00 DKK inkl. moms

Orangevine fra rundt omkring i Europa – Tyskland, Frankrig, Slovenien, Italien og Spanien. Fra saftigt til kraftigt.

1 på lager

Beskrivelse

Orangevin er ligesom pigen i folkeskolen, der i 8. klasse flytter fra C-klassen ind til B-klassen. Hun har hele tiden gået på skolen uden at nogen som helst i B-klassen lagde mærke til hende, men nu hvor hun er lige dér i klasselokalet, er hun blevet vildt interessant og spændende!
Der var vitterligt ingen der talte om orangevin i min omgangskreds for 8-9 år siden, men nu er det noget alle enten forguder eller elsker at hade. Ligesom med alt andet der er erklæret hipster. For lad os bare være ærlige – det er hipstervin numero UNO lige p.t. – bare spørg instagram.
Der har højst sandsynligt eksisteret orangevin lige så længe som alle andre typer vin, men er du gal en god marketing kampagne der er sat i søen de sidste 5-6 år. Det er, lidt simpelt fortalt, hvidvin lavet som om at det er rødvin. Altså hvor druemosten ligger det første stykke tid af gæringsprocessen, og ‘macererer’ sammen med skaller o.s.v. Det giver så i højere eller mindre grad den karakteristiske orange farve, alt efter druetype, macerationstid og hvad der ellers kan spille ind.
Er du allerede fan, så er her en lækker blanding at gå i krig med. Har du endnu ikke givet dig i kast med det, så værsgo! Måske ligger der en skabshipster og tørster, allerinderst i dit sind.

 

Flot orange farve, som en Gylden Dame.
Der er en seriøs kamp om at træde forrest i duftpaletten! Duften går lige fra afsveden kornmark, over fast ost a la parmesanost, til tørret morgenfrue blomst. Ind fra højre kommer lidt Johan Bülow lakrids med hvid chokolade. Så en sans passionsfrugt, engod omgang læder, og til sidst en kølig eukalyptus. Jeg er sikker på at du kan komme med lige så mange ekstra dufte, når du sidder med den henover en aften eller længere, for den udvikler sig virkeligt lækkert.
Når du får den indenbords er den læskende, blid og næsten uden tanniner. Der er godt med lækker hvid fersken, holdt oppe af et relativt højt syreniveau. Den kommer med en god salt smag, og en behagelig bitterhed. God varme i eftersmagen.
100% Cartoxà Vermell (xarello)

Anbefalet drikketemperatur 10-12℃
2016 Mèdol Selecció Cartoxà Vermell fra Celler9+ i Nou de Gaià, Tarragonès – Spanien
Ingen svovl tilsat

 

Mørk som rav.
Nej, det er ikke dig den er gal med, der er lidt gylletank i næsen til at starte med. Når den har lagt sig – for det gør den heldigvis ret hurtigt – så dukker der en god klase tomater frem. Meget modne hindbær, lidt citrus og et skud fennikel kommer også og blander sig.
Fornemmelsen i munden er igen meget blød og cremet. Smagen af karamel med havsalt er mit umiddelbare indtryk, og så frisker det ellers op med noter af rødt æble, og en anelse grapefrugt. En virkelig lækker smagskombo i min verden, også selvom vi ikke er i nærheden af sødme. En fantastisk vin!
100% Pinot Grigio

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2017 Sivi Pinot fra Kmetija štekar i Brda – Slovenien
Ingen tilsat svovl

 

Lys i farven som helt frisk harpiks.
En klar duft af jasmin er det første der møder dig, og græsplæne som den dufter lige efter en regnbyge. Så er der også den der umiskendelige duft som går igen i samtlige energidrikke, hvad det så end er..
Vi holder os stadig i det bløde udtryk, men her med lette tanniner i afslutningen. Smagsnoterne minder mig blandt andet om litchifrugt. Og så er der en speciel smag jeg måtte tænke længe over, hvor jeg havde stødt på før. Da jeg i mine teenageår kokkererede en del, eftersom kold mad ikke sagde mig noget, og min mor ikke synes at hun gad at lave varm mad til mig både frokost og aften, så kom der en del mere eller mindre vellykkede eksperimenter ud af hvad der var tilgængeligt af råvarer. Heriblandt en wok ret med rejer og en masse grøntsager, hvoraf den ene var agurk – og det er den smag jeg genkendte, den varme agurk! At jeg aldrig siden har lavet noget med varm agurk, siger nok om succesen med den ret, men her bliver den fade agurkesmag båret af både syren og tanninerne i vinen, og det funker.
100% Muscat petit grains

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2016 Mine de rien fra Domaine des Mathouans i Rousillon – Frankrig
Ingen svovl tilsat

 

Farven er lys strågul (på trods af 5 ugers maceration!) og dejligt sløret.
Her har vi igen dufte i mange vidt forskellige retninger. Det begynder med et hint af gedeost, så er der et stænk af tabasco og en helt lys hindbærduft. Lidt rå courgette er der også, alle mulige blomster, og så slutter vi med lidt savsmuld.
Skal du have læskedrik så er her mit p.t. bedste bud. Ingen tanniner, cremet, mandarin, honning – det er svært ikke bare at skylle lige ned! Du skal finde en usædvanligt kold person, for ikke at kunne charmere ham/hende med den her, men jeg ville alligevel gøre et forsøg, for om ikke andet kan det forsøde din tid sammen med ham/hende.
40% Bacchus 40% Kerner 20% Silvaner

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2017 Tacheles fra Weingut Weinreich i Rheinhessen – Tyskland
Ingen svovl tilsat

 

En af de mørkere orange her i kassen, som rigtig god æblemost.
Her er det straks som at gå ned og snuse lidt rundt i en tør, støvet kælder, men går så over i at dufte af grillet padron peber, og måske lidt hvid peber. Lidt gemt er der også noter af sherry og en smule palmesukker.
Der er tydelige tanniner, og en god friskhed i smagen. Madæble, eller måske bare en æblesort med ekstra tyk skræl, som efterlader en mundvandsdrivende bitterhed. Grønne abrikoser og urter. Frisk men kompleks. Sådan er en klassisk orangevin i min optik.
25% Ortrugo 25% Malvasia di Candia 25% Marsanne og for 25% blandede druer

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2016 Dinavolino fra Denavolo i Emilia Romagna – Italien
Ingen svovl tilsat

 

Den sidste vin er en af de helt lyse, som man ikke umiddelbart kan se, er en orangevin.
Der sniger sig en af de mindre flatterende dufte ud af glasset, i form af en lille æggehørmer, så er det sagt. Efter den har stået lidt, ændrer det sig hen i retning af en kold vinternat hvor nogen har fyret fyrværkeri af i nærheden. Og så er der også en pistacieagtig note, måske ikke så meget selve nødden, men mere hen af den der brune hinde imellem nødden og skallen, eller i hvert fald sådan som jeg forestiller mig at den dufter hvis man tilfældigvis stod med en håndfuld pistacienødshinder…
Det er de grønne smagsnoter der dominerer, og der er et hint af noget acetone/neglelak. Men lidt rose og abrikos er der også plads til. Den er lækker fyldig i munden og slutter af med et friskt bid i eftersmagen.
100% Müller-Thurgau

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
2016 Le Blanc Nu I fra Max sein Wein i Baden – Tyskland
Ingen svovl tilsat

Yderligere information

Vægt 7.5 kg

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Kun kunder, der er logget ind og har købt denne vare, kan skrive en anmeldelse.

Du kunne også være interesseret i...