Sommerkassen

985,00 DKK inkl. moms

En lækker kasse med 1 rosé, 2 hvide og 3 røde flasker til sommervejret.

2 på lager

Beskrivelse

Sommeren går på hæld og du længes efter dagene hvor vi havde lange skygger. Så er det godt med vin der er nemt at drikke, også uden mad til, bare fordi det er lille-tirsdag. Skulle det blive et typisk dansk efterår er det skønt med vin der sender sindet på sommerferie. Tag en sjat med til chefen dagen efter og han vil tilgive dig!

Der er en skøn blanding af sauvignon blanc og chardonnay (60/40 %) i Kindeli Blanco. Halvdelen lavet på maceration carbonic metoden af hele klaser, blandet med 1/4 fra nye egefade og 1/4 fra amfora og smidt på ståltanke! Det lyder indviklet, men det fungerer, og der er godt med blomster og tropiske frugter i duft og smag, uden at gå fuldt Hawaii.

Anbefalet drikketemperatur 6-8℃
Kindeli Blanco 2017, Kindeli, Nelson – New Zealand
Uden tilsat svovl

Sebastian Riffault vælger som den eneste i Sancerre at høste sin sauvignon blanc sent, som giver en markant anderledes dybde og fylde i hans vine, men med tilpas høj syre og mineralitet til at det ikke bliver storladent. Når du skal imponere alle og enhver med dine tillærte kogekundskaber, fra din backpacker tur rundt i sydøst Asien, er den overraskende god til at skære igennem de spicy elementer. Der er citrusnoter, modne æbler, mirabeller og lidt honning indover. Det er flydende sommer!

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
Quarterons Blanc 2014, Sebastian & Etienne Riffault, Sancerre – Frankrig
20 mg svovl ved flaskning

Sol og rosé er dine to bedste argumenter, hvis du skal overtale vennerne til at hjælpe med havearbejdet, eller at give feedback på din nye youtube video.
Grigri er en rosé så saftig som kun gamay kan blive det. Det er lavet på direkte pres, men har alligevel en dybde i både farve og smag, som sender tankerne mod sirup af grønne jordbær… kombineret med jomfruhummer..? Det er vildt og levende, og virker langt bedre end mine evner til at beskrive det.

Anbefalet drikketemperatur 8-10℃
Grigri 2015, Yahoo Fatal, Auvergne – Frankrig
Uden tilsat svovl

Hvis nogen i selskabet forsigtigt siger at den dufter lidt animalsk, er det et meget venligt væsen. Der er faktisk ikke den store forskel på at dufte til vinen her, og at indsnuse det hele på en våd off road efterårstur i Dyrehaven. Det er igen gamay der er tale om, men her i en næsten sort, taninrig, mundvandsfordrivende udgave. Smag på den og duft til den som den er lige når du åbner den, og lad den herefter ryge på en karaffel i et kvarters tid. Den åbner sig virkelig flot og bliver helt blød og letdrikkelig, med noter af kirsebær, marcipan og citrus, og smag af syrlige hindbær.
Den skal drikkes samme dag som den åbnes!

Anbefalet drikketemperatur 14-16℃
Exspectatia, Christian Ducroux, Beaujolais – Frankrig
Uden tilsat svovl

Navnet Grelots er en sammensætning af GREnache, merLOT og Syrah – snedigt!?
Det er en ekstremt frisk og frugtig vin, som ligger så højt på Cocio-skala’en, at du skal vælge med omhu hvor mange du vil dele med. Det smager af mørke bær og krydderurter, og det smager af mere.

Anbefalet drikketemperatur 15-17℃
Grelots 2016, Sylvain Bock, Ardèche – Frankrig
Uden tilsat svovl

Hvis ordet ‘terrassevin’ findes, så hører den her helt klart ind under det. Der er så meget smæk på smags og duftpaletten, at det ikke gør noget at maden er 35 min forsinket, fordi at Morten glemte at sætte kullene igang.
De to lokale druesorter der ligger bag, er aramon og cinsault. Den dufter af henkogte blommer, anis, sort peber og frisk koriander, og smager af en håndfuld blandede sorte og røde bær, med perfekt syre/sødme forhold.

Anbefalet drikketemperatur 15-17℃
La Lanterne Rouge 2017, Clos Fantine, Languedoc, Frankrig
Uden tilsat svovl

God sommer!

Yderligere information

Vægt 7.5 kg

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Kun kunder, der er logget ind og har købt denne vare, kan skrive en anmeldelse.