Raphaël laver vin i Calce, i Roussillon, og hans mesterværk hedder Renaissance. Og nej, jeg har ikke bare valgt et tilfældigt, flot men slidt ord til at beskrive vinen, for Raphaël ser dét at lave vin som sit kunstprojekt. Når druerne er høstet, er det alle de ting som han vælger at gøre - eller ikke at gøre med vinen - som i sidste ende giver sit eget, og anderledes udtryk end hvis en anden vinmager havde lavet den. Så ligesom enhver anden kunstners projekt, er slutresultatet et udtryk for Raphaël's følelser og valg. Hvis bare der var flere kunstnere der primært arbejdede med druer!
Duftpaletten er i første omgange præget af en god blanding af hvide ribs, skovjordbær og solbær. Runde 2 byder på let røget hø, Karl Johan svampe og rødt kød. Det er en meget bredt favnende og kompleks palette, uden at der er noget der hverken dominerer fuldstændigt, eller bliver tvunget i baggrunden.
Det er de grønne noter der står først i køen på smagssiden - irgrønne bøgeblade og afskårne friske kviste samt en eftersmag med grønne ærter. Karameliseret grapefrugt bidrager med en let bitter note. Saftigheden er i høj grad også til stede, som en god lilla blomme på sit højeste. Syren er til gengæld forholdsvis høj, men mere afrundet og frisk end grimasse fremkaldende - tænk råsyltede rabarber fremfor havtorn. Alt i alt har han kreeret en, for Roussillon, usædvanligt elegant vin, som er virkelig nem at drikke, men også vækker interesse hos alle mine smagsløg. Det er hverken provokunst eller poleret, men derimod virkelig godt håndværk, som aftvinger respekt.
100% Carignan
Anbefalet drikketemperatur 16-18℃
2018 Renaissance fra Nada i Roussillon, Frankrig
Uden tilsat svovl
13% vol.