Den gyldne ravfarve giver forventninger om den type orangevin, som domineres af de meget urtede, næsten té agtige noter. Til min overraskelse er næsen langt mere sprælsk, med så forskellige noter som bagt tomat, frisk gulerod, appelsinskal, eucalyptus og salturt. Og så er den en lille smule røget i finish'en, hvilket klær' den rigtig fint. Hvis du sidder og tænker at det lyder lidt rigeligt ambitiøst, til at skænke som et hyggeglas, så har du i de flestes tilfælde nok ret. Det er en klar madvin. Men er du generelt stor orangevins fan, så vil du tilgengæld nok kunne få et par gode slurke ned, uden at tænke videre over det - så heftig er den heller ikke.
På tungen er den syrebåren, og med let bitre kvæde noter. Men en lidt tungere salt-karamel giver et flot, let cremet modspil dertil, hjulpet af. Oveni det kommer et sart blomstret islæt fra kamomille og blomsterhonning. Den er på en eller anden måde også let leret, hvilket meget vel kan have noget at gøre med de amforakrukker som området er kendt for at macerere vinene i, i op til 12 måneder - så det er altså ikke kun de gale georgiere der har den tradition. Her er den dog lidt mere moderat med kun 1 måneds maceration. Den slipper af sted med et lidt over medium tannin bid i slutningen, og giver et mineralsk, salt og flintestens indtryk i eftersmagen.
Albillo, Godello, Palomino, Verdejo og Chasselas med 1 måneds maceration i ler amphora
Anbefalet drikketemperatur 10-12℃
2018 Berettes fra La Microbodega del Alumbro i Zamora, Spanien
Uden tilsat svovl